Fyrkarakter

En østlig kompasafmærkning har en fast hvid fyrkarakter på enten Q(3) eller VQ(3)

Fyrkarakter kaldes den måde hvorpå et fyr, et fyrskib eller et sømærke lyser og er mørkt på så de kan identificeres.

Fyrkaraktererne for fyr angives i søkort med særskilte betegnelser som fastsættes af International Association of Lighthouse Authorities (IALA-AISM). Fyrkarakteren Gp Oc(3) 10s 15m 10M angiver eksempelvis at lyset er tændt længere tid end det er slukket (Gp Oc) i grupper af tre (3) med en periode på ti sekunder (10s). Fyret formørkes med andre ord tre gange i hurtig rækkefølge hvert tiende sekund. Endvidere fremgår det at fyrets lys er femten meter over havniveau og fyret kan ses på ti sømils afstand (10M). Fyret kan altså ses på cirka 19 kilometers afstand forudsat god sigt og at observatøren er på mindst 5 meters højde.

I fyrkarakteren angives lysets farve med bogstaverne W (white) for hvid, R (red) for rød og G (green) for grøn. Sekundangivelserne angiver fyrkarakterens periode, den tid det tager for fyrkarakteren at færdiggøre sin cyklus og starte forfra. Et vinkelfyr benytter ofte alle tre farver for at markere hvornår man ligger korrekt i en sejlrende. Når man ligger korrekt i sejlrenden vil fyret lyse hvidt, men kommer man for langt mod bagbord ændrer lyset sig til rødt og kommer man for langt mod styrbord bliver lyset grønt. Ved at styre fartøjet således at man har sin bagbords lanterne (rød) mod fyrets røde lys bevæger fartøjet sig mod den hvide sektor og vice versa med den grønne fyrvinkel og den grønne lanterne.


Developed by StudentB